Helt ærligt, det er aldrig faldet mig særligt let, blot at acceptere det, som er. Jeg har kæmpet med accept på utroligt mange områder af mit liv – alt fra parforhold, familie og venner til eksamensresultater, karriere og samfundets rammer. Værst har kampen dog været, når det er kommet til mig selv – og fx forholdet til min krop. Jeg er blevet klogere. Fra nærmest at forbinde accept med en form for falliterklæring, ved jeg nu, at accept oftest er den eneste rigtige vej, hvis jeg vil leve et frit liv uden indre kampe.

I mange år kæmpede jeg med kiloene. Jeg kunne ikke acceptere, at jeg efter min egen mening vejede for meget. Accepten ville være det samme som at sige, at jeg var tilfreds – hvilket jeg bestemt ikke var – og at jeg havde givet op. Jeg var overbevist om, at det ville skride fuldstændigt, hvis jeg slap kontrollen og accepterede min krop, som den var. Derfor fandt jeg på forskellige systemer og regler for kost og motion, der skulle sikre, at jeg tabte mig eller i hvert fald blev på vægten, og jeg jagede med mig selv for at holde mig på den stramme linje, hvilket stort set var umuligt, så jeg failede og fik høvl for det – af mig selv. 

Når jeg så andre læne sig tilbage i accept af deres krop, undlade løbeture eller spise en ekstra portion uden dårlig samvittighed, provokerede det mig dybt. Selvfølgelig! Hvordan kunne de tillade sig selv det? Jeg dømte det som svagt, for så var det i hvert fald ikke noget for mig. Nej, så hellere daglige indre kampe.

Indtil en dag, hvor jeg fik nok af kampen, nok af at være ulykkelig, nok af dødssyge regler, der alligevel ikke førte til mit ønskede resultat. Jeg satte mig for at acceptere min krop, som den var. Selvom jeg ikke troede, det var muligt, slap jeg grebet, smed min vægt ud og lænede mig forsigtigt ind i tilliden.

Det skete i en glidende overgang, men nogle år senere fandt jeg en glemt seddel, hvorpå jeg havde skrevet: 

”Jeg har besluttet mig for at slutte fred med min krop og acceptere den, som den er.”

Helt rørt og overrasket kunne jeg konstatere, at det rent faktisk var lykkedes. Jeg havde sluppet kontrollen, accepteret min krop, som den var, givet den fred og ved at nære tillid til min krop, havde den på underlig vis reguleret sig selv. Pludselig gik det op for mig, at jeg ikke længere var sukkerjunkie som før, at jeg løb og dyrkede yoga for nydelsens skyld og for at føle mig stærk – ikke for at tabe mig. Selvom jeg nu fulgte min appetit, som var og er større, end jeg nogensinde før havde erkendt og tilladt, vejede jeg cirka 10 kilo mindre, end dengang, hvor jeg kørte stramme regimer. Ved simpelthen at acceptere kroppen og flytte fokus, havde det løst sig selv – og jeg følte mig bedst af alt fri og lettet.

Senere fik jeg nye kampe med min krop. Hårdest ramt var jeg ved min 2. stresssygemelding. Fuldkommen afkræftet, svimmel, smerter i brystet, hovedet og tænderne, summen i arme og kind samt en træthed, der bogstavelig talt tvang mig i vandret de fleste af døgnets timer. Fordi jeg havde været så lang tid om at indse og acceptere, at jeg ikke kunne holde til det liv, jeg havde skabt, larmede min krop med alt, hvad den havde. Selv liggende der, sygemeldt, skændtes jeg med min krop, beordrede, at den skulle tage sig sammen, hånede den næsten, pacede den: ”Kom nu, du kan da ikke blive ved med at være træt, vi har ting, vi skal nå”. 

Jeg nægtede at acceptere udbrændtheden, men kroppen var smart. Den fortsatte med sine røde alarmsignaler længe nok til, at jeg til sidst slap grebet om pligt, burde, to-dos, og hvad jeg før havde set, som absolut nødvendigheder. 

Pausen jeg fik var så lang, at jeg ikke kunne undgå at kigge det hele efter i sømmene og midt i det hele, var det eneste vigtige at få det godt for min datters skyld. Derfor slap jeg endnu engang modstanden og lænede mig ind i tilliden til, at mit hjerte og min krop ville vise mig vejen tilbage. Muligvis ville det gå langsommere, end mit hoved syntes om, men jeg forstod, at det var min eneste mulighed for at få det bedre og skabe et liv, der var bæredygtigt i længden.

Som nævnt har accepten været svær, fordi jeg er kommet til at forbinde med svaghed og med at lade stå til. Ligeledes har skammen fyldt. Skammen over ikke at have den (i mine egne øjne) perfekte krop, og skammen over at min krop ikke ville finde sig i det hverdagsliv, som de fleste jo lever i. Jeg har udøvet kontrol for at forsøge at holde trop, men det har kun givet mig lidelse.

Accept og det modsatte – modstand – fylder stadig indimellem – både af kroppen og på andre parametre, men jeg ved, at det først er, når jeg slipper kontrollen og læner mig ind i tillid, at der sker en positiv forandring. 

Accepten og tilliden giver mig selv et mellemrum til at trække vejret, til at hvile og til at lade tingene arbejde for mig… uden modstand, uden kamp, uden kontrol og drænende tankespind. Efter mellemrummet dukker løsningen op – det løser sig selv, eller jeg ser pludselig klart, hvad jeg må gøre.

Måske går det ikke i den retning, som mit hoved havde tænkt sig, men det går altid i den rigtige retning. 

Kroppen er vis.

Hvor kan du med fordel slippe modstanden og forsigtig læne dig ind i accept og tillid?

OM SANNE

Sanne Severinsen. Mor til Esther på 3 år. Vesterbroer. Tidligere stressramt. Personlig oprydder, life coach, skribent og selvstændig med Rum Til Livet, hvor jeg inspirerer og hjælper kvinder til at rydde op og sortere ud i alt det, der snupper deres dyrebare energi og tid, så de kan skabe det liv, de drømmer om – frit for rod og med masser af rum til alt det vidunderlige i livet.

FØLG SANNE