”Arkivar siger du?, Hvad laver sådan en så?”

Nej [lydløst suk fra mig – her har jeg været utallige gange – vi er ikke så mange], aktuar. Jeg arbejder med livsforsikring. Jeg beregner hvor mange penge, der skal sættes af i regnskaberne til at dække fremtidige pensioner og den slags. Laver statistiske analyser og indberetter ting til finanstilsynet, sørger for, at kunderne kan være trygge, og at reglerne bliver overholdt.

Blankt blik. Jeg tabte min samtalepartner omkring ”livsforsikring”. Eller ”Nej”. Det er uvist. Der er en ting, der er vist. Jeg ER ikke aktuar. Jeg er uddannet aktuar og arbejder i faget, men jeg bliver aldrig sådan en der lever og ånder for mit fag. Kaster mig ud i beåndede diskussioner om nye regler for aldersopsparing og pensionsbeskatning. Aldrig. Jeg synes det er lige så kedeligt, som min samtalepartner (sandsynligvis) gør.

 

Men. Altså. Det kilder en del af min hjerne, som intet andet gør. Så jeg er faktisk også glad for det.

Jeg har altid sloges rigtig meget med ovenstående type snakke. Fordi, når jeg ser mig selv gennem min samtalepartners øjne, så er jeg den kedeligste, tørreste, mest fesne og farveløse person på jorden. Havregrød. Kold havregrød. Uden noget ovenpå. Fra i går. Og sådan føler jeg mig ikke indeni.

Men jeg har også altid følt mig bundet på hænder og fødder af en hel masse. Burde. Skulle. Forventninger. Til mig.

Men netop min kamp for ikke at være aktuar, men bare være mig, har ført mig ud i en masse beslutninger, som jeg har taget med maven, hjertet og intuitionen, områder, der ikke fylder ret meget i mit fag. Jeg har lært en masse om, at der findes et felt imellem hjerne og hjerte, hvor jeg kan finde ind til mig, og det der er det rigtige for lige præcis mig.

På et ret tidligt tidspunkt i min karriere vidste jeg egentlig godt, at jeg skulle noget andet. Men det tager lang tid at blive aktuar. Og jeg blev det, og så er tiden vel spildt, ikk? Hvis jeg stoppede, altså? Men jeg fik mig et godt job og levede for ferierne og rejserne og turde ikke mere. SÅ en dag sad jeg på en strand i New Zealand og SÅ med et knivskarpt røntgensyn, at det bare var at tage hjem, sige op, sælge lejligheden og tage af sted. Intet holdt mig tilbage bortset fra de der forventninger. Men jeg så det. Eller mærkede det. Dybt i mig som den reneste sandhed, jeg nogensinde havde oplevet, så jeg tog hjem, satte lejligheden til salg og sagde jobbet op og rejste i et år. Og kom hjem. Fik det samme job tilbage og sad i nøjagtigt samme klemme som før.

Så mødte jeg min kommende mand. Fik et lederjob. Og jeg faldt næsten helt fra hinanden af stress over medarbejdere, som havde konflikter med hinanden, deres job, mig, chefen og hele verden. Det holdt jeg til i 3 måneder, så fandt jeg et nyt job. Mere ansvar – men ingen medarbejdere, wuhu, og jeg tænkte, at min lykke var gjort. Det var bedre, men jeg sov dårligt om natten, drømte om de rapporter, jeg manglede, de ting, jeg ikke fik gjort, de ting, jeg skulle have gjort bedre. Jeg drømte, at jeg blev sat i gabestokken, at jeg blev jagtet rundt i København af bestyrelsen og finanstilsynet, at jeg begik fejl på fejl på fejl, at jeg aldrig ville kunne slippe fri.

Så fik jeg et barn. Julie. Verden ændrede sig, mine prioriteter gjorde også, men jeg var stadig i panik over ikke at være god nok, dygtig nok, hårdtarbejdende nok på arbejdet. Så fik jeg et barn til. Sebastian. Sebastian viste sig at være hjertebarn og blev 6 måneder gammel hasteopereret. Og skulle have en operation mere ”på et tidspunkt” indenfor de næste par år. Det var en mavepuster og en verdensomvælter – og en øjenåbner af dem der både gør satans ondt og på den anden side også gav mig noget virkelig godt. En af dem, jeg bare vidste, at jeg skulle sørge for at lære af, handle på, og være tro imod. Da jeg startede på arbejde efter min forlængede barsel med ham, vidste jeg det, VIDSTE. Dybt inde i min mave. At det var slut med den karrierevej. Det fyldte for meget, det arbejde, og jeg ville ikke risikere at opdage på et tidspunkt, at jeg ikke havde set, nydt og elsket mit barn, som jeg ønskede. Jeg var bange for at miste ham, ja, men følelsen omfattede også min store pige, den omfattede min mand og min mor, mine søstre og mine venner. Mit liv. Og også mig selv.

Jeg sagde op. Og tog med familien til New Zealand, hvor vi kørte rundt i autocamper i to måneder. Det var vidunderligt. Og rørende, for jeg følte, at jeg havde taget mit liv i mine egne hænder på en måde, som jeg kun havde oplevet den ene gang før, hvor jeg sad på en strand og så, at jeg bare skulle gøre det, jeg ønskede mig. Altså sørge for at tage mig af mit liv, fordi ingen andre ville gøre det for mig, i hvert fald ikke på den måde, der var rigtig for mig.

Det er sjovt, for jeg er egentlig et listemenneske. Jeg kan skrive lister og tjekke af, så det fyger omkring mig, hakke af og komme videre og opnå en masse, komme videre mod et eller andet forud defineret mål. Men de to gange her, hvor jeg har sagt op og taget ud at rejse uden at tænke på, hvad der skulle ske bagefter, der har alting bare formet sig i et langt flow, hvor alt er faldet på plads, spillet sammen og ordnet sig.

Det har været så nemt. Fordi det var rigtigt. For mig.Jenny Bagger

Da jeg kom hjem, fandt jeg et nyt job, stadig som aktuar, men i en ikke-ledende rolle. Det var bedre, jeg kunne tage på arbejde, lægge mine timer – og nyde dem! – og tage hjem uden at tage arbejdet med. (Ret ofte). Sebastian kom fint igennem sin anden hjerteoperation, og alt var godt med ham – ikke flere af de alvorlige bekymringer. Det gik godt i et par år. Så fik jeg et barn mere. Alexander. Men da jeg skulle starte på arbejde efter min barsel, føltes det bare så rædselsfuldt forkert. Det havde det egentlig gjort med de to andre også, men jeg tror alderen, erfaringen for, at det nok skulle ordne sig og en tro på, at alt er godt og falder på plads, kom mig til hjælp.

Jeg sagde op. I know. Igen. Og blev hjemme med Alexander et år mere. Det var så rigtig en beslutning. Men jeg kunne også bare mærke, at det evige hjemmeliv ikke var for mig. JO, jeg elskede det. Det gjorde jeg. Men der kom efter et års tid en snigende følelse af, at der godt måtte ske lidt mere. Så ringede en veninde – en aktuarveninde. Hun er selvstændig konsulent og havde en kunde, som kunne bruge en aktuar to dage om ugen. Hun havde ikke selv tid og tænkte på mig. Så skete det igen. Alt faldt på plads i et roligt flow, og så blev jeg selvstændig.

Her er jeg glad og tilfreds lige nu. For jeg drømmer stadig om andet end at være aktuar. Jeg drømmer om at skrive, om at være sammen med mine børn, at kunne finde ro og skønhed og indsigt. Og det er der plads til og balance i lige nu. Lige nu. Men jeg bliver ved med at lytte til min mave og mit hjerte, for jeg er begyndt at finde en tillid til, at de begge vil mig det godt, og kan hjælpe til at finde de løsninger, som passer til mig, og som min hjerne ikke kan tænke sig frem til. Men jeg er nok også lige så stille begyndt at ane en accept af, at jeg OGSÅ er aktuar.

Og at det er ok, fordi jeg ikke lader det definere hvem hele mig er.

JHvem er jeg? Et puslespil på tusinder af brikker, men nogle af de store er: mor til tre, skriveglad, madøre, storelsker af hygge – og så lige selvstændig konsulent.