Kender du det her? Du har en veninde som i en eller anden sammenhæng får sagt noget, som bare rammer det der sårbare, bløde sted, der ellers er godt gemt inden i dig? Måske fortæller hun om en anden gruppe venner, som bare er den mest fantastiske samling mennesker, hun nogensinde har befundet sig i. Noget i den dur. Indsæt selv dilemma. En henkastet kommentar eller reference til fortiden fra din kæreste, som bare rammer din utilstrækkelighed. En kollega, som taler henført om de fantastiske kollegaer, hun havde engang…

Pludselig er du fem år igen. Og ikke god nok til at være med i de andres fællesskab. Din legekammerat vender dig ryggen og leger med de andre som pludselig er sjovere, sødere, sejere, smartere og mere spændende end dig. Det gør ondt. 

Og så får du måske lyst til at få en forklaring – det gør jeg. Afklaring. Er det sandt? Og hvorfor? ER du i periferien og ikke lige så meget værd som de andre?

For mig er det her kunsten at gøre to ting. Eller nej, tre. Stoppe de tanker er det første – for mig kan de spinne helt ud af kontrol, så stop det først. Jeg fokuserer derefter på min lille indre femårige og fortæller hende, at hun er god nok. Og præcis som hun skal være. Ægte. Det er nødvendigt for mig for at kunne gå til situationen og se på den som en voksen og ikke som et lille såret barn. 

Til sidst kommer det, som for mig har vist sig at være gaven. Jeg accepterer, at det ikke handler om at finde en forklaring eller bede min veninde (indsæt kæreste/kollega) om at forsvare, trække tilbage eller bevise, at hun har ret eller uret. 

Det er hvad det er.

Det, som ER vigtigt, er, at jeg erkender, at jeg er ramt af det og finder ud af hvorfor – eller i det mindst accepterer, at det er sådan. Og så tager jeg mig af det. Bliver hos mig selv, for jeg kan ikke styre hende. Hvad hun siger, hvad hun synes, mener eller måske ovenikøbet overdriver omkring. Af hendes egne grunde. Jeg har ikke en chance, og jeg bliver bare virkelig, virkelig træt, hvis jeg skal forsøge at styre noget som helst. Som i sig selv er en illusion. Fordi kun hun er hende, og kun jeg er mig. Jeg kan kun styre, hvordan jeg selv reagerer, og hvad jeg gør med det. 

Første gang jeg hørte nogen sige, at vi selv bestemmer, hvordan vi reagerer, tænkte jeg ”Yeah right, jeg kan da ikke styre, at jeg bliver såret og ked af det og vred?!”, men jo, hvis jeg træner det her og hiver den hjem til mig selv i den ene situation efter den anden, så begynder jeg faktisk at få kontrol over det i stedet for at skyde med skyld.  

Og det er lige præcis der, jeg gerne vil hen. Ikke derhen hvor jeg kan eller skal argumentere solen sort for at få ret. Kan overbevise den anden om, at de har uret. Eller jeg er berettiget i at blive ramt. At det er synd for mig, eller jeg er blevet uretfærdigt behandlet. Det er der en kæmpe frihed i at give slip på. 

Så det er en gave at blive ramt, for det bringer mig hver gang en lille smule nærmere det sted, jeg gerne vil være. Ikke en gave med lækre nye airpods, der bare er plug’n’play og jeg er megaglad for fra 1. sekund, men måske nærmere som et par hjemmelavede filtsutsko som klemmer ad helvede til i starten og ikke er særlig kønne, men som varmer mine fødder og bliver trådt til at blive de bedste sutsko, jeg nogen sinde har ejet og ikke ville bytte med noget andet.  Sådan en gave er det. 

OM JENNY

J

Hvem er jeg? Et puslespil på tusinder af brikker, men nogle af de store er: mor til tre, skriveglad, madøre, storelsker af hygge – og så lige selvstændig konsulent.