Jeg fik en besked en dag:
‘Hvornår slapper du egentlig af?’
Og den inspirerede mig, til denne her måneds tema.
‘Accept af det der er’
For svaret er ‘det gør jeg ikke ret tit, for jeg anstrenger mig sjældent’
Stort set alt hvad jeg gør, gør jeg ved bare at være mig. Være den jeg er. Med det jeg kan og har at gi’

Hvad vil du være, når du bliver stor? Det spørgsmål har de fleste mennesker nok fået på et eller andet tidspunkt i deres liv. Der er nok næppe nogle voksne, der senere vil holde en fem-årig op på hvad de svarer, men spørgsmålets natur, tror jeg, udspringer af et udgangspunkt i vores kultur som er, at vi hver især har et sandt kald, at vi skal sørge for at finde det og gøre det, for at blive lykkelige.

Jeg har store armbevægelser. Kæmpe! 

Det har altid været sådan. Jeg tror faktisk, at jeg er født med det, men (næsten) lige så længe, som jeg har haft de der store armbevægelser, lige så længe har jeg også været bange for dem. Du drømmer ikke om hvor bange jeg har været for, at ramme andre mennesker lige i sylten. Jeg har simpelthen været så bange for, at mine armbevægelser var forkerte, hvis de kunne risikere, at ramme andre mennesker.