Hvad vil du være, når du bliver stor? Det spørgsmål har de fleste mennesker nok fået på et eller andet tidspunkt i deres liv. Der er nok næppe nogle voksne, der senere vil holde en fem-årig op på hvad de svarer, men spørgsmålets natur, tror jeg, udspringer af et udgangspunkt i vores kultur som er, at vi hver især har et sandt kald, at vi skal sørge for at finde det og gøre det, for at blive lykkelige.

Jeg har store armbevægelser. Kæmpe! 

Det har altid været sådan. Jeg tror faktisk, at jeg er født med det, men (næsten) lige så længe, som jeg har haft de der store armbevægelser, lige så længe har jeg også været bange for dem. Du drømmer ikke om hvor bange jeg har været for, at ramme andre mennesker lige i sylten. Jeg har simpelthen været så bange for, at mine armbevægelser var forkerte, hvis de kunne risikere, at ramme andre mennesker.

Når jeg er bange for noget, så sker der meget ofte det, at jeg fryser. Altså ikke som i at blive kold og have brug for te og et rart tæppe, men som i lammet, handlingslammet. Det starter et sted – det kan fx være på arbejdet over en opgave, jeg ikke har prøvet før og er bange for ikke at kunne løse tilfredsstillende – men breder sig over de næste dage eller uger (afhængig af deadline på opgaven) til flere områder af mit liv.

En fortælling om min Kierkegaard og min klinik

”Det gælder i livet om at passe på, når ens stikord kommer”, sagde Kierkegaard. På moderne sprog ville vi sige det anderledes måske: Når vi mærker det der syngende YES – den indre resonans der drager os henimod noget som er Virkelig Vigtigt, så gælder det om at være parat til at bide livet i låret. For det sker for hver af os kun ganske få gange i løbet af den tid vi har, og vi mærker det jo kun, hvis vi formår at mærke efter inderst inde.

I dag er det sidste dag i ferien – 4 ugers fabelagtig ferie fyldt med sandslotte, svømmeture i Vesterhavet og rødvinsromantik med ham den flotte, når børnene var puttet. Og jo jo, også masser af virkelighed, der ikke klarer Instagram-testen; myggestik, solcremespletter på tøjet, der ikke vil gå af, selv efter systematisk overdosering af Vanish Gold – en børnefamilies tro følgesvend – og uenigheder med ham den flotte, der også nogle gange er ham den pisse-irriterende.

”Arkivar siger du?, Hvad laver sådan en så?”

”Nej [lydløst suk fra mig – her har jeg været utallige gange – vi er ikke så mange], aktuar. Jeg arbejder med livsforsikring. Jeg beregner hvor mange penge, der skal sættes af i regnskaberne til at dække fremtidige pensioner og den slags. Laver statistiske analyser og indberetter ting til finanstilsynet, sørger for, at kunderne kan være trygge, og at reglerne bliver overholdt.”