Når jeg sætter mig for at meditere, er det nogle gange en hjælp at tænke på mit sind som en flok haletudser, der svømmer rundt i en flok. Jeg kan ikke styre dem, og de gør alle sammen noget forskelligt, men det gør ikke noget. Min opgave, mens jeg mediterer, er at holde mit fokus på én af dem. Ikke at stoppe de andre med at svømme rundt, hvad de end laver, men bare at have min opmærksomhed på én.

Når en af de andre haletudser laver noget, der fanger mit blik, og så følger jeg måske efter den. Min eneste opgave, mens jeg mediterer, er, at jeg opdager, at mit fokus har skiftet og derefter vender tilbage til den første haletudse. Det er det. Opdage, at min opmærksomhed nu følger en anden haletudse og blidt rette den tilbage mod den første, det er det, det går ud på!

Og nu ikke mere om haletudser (før de smutter ind igen til sidst).

Som jordemoder møder jeg rigtig mange gravide, som er bekymret i større eller mindre omfang. Bekymringer er næsten et grundvilkår, når man kaster sig ud i projekt baby. I mine egne to graviditeter har jeg selv mærket på egen krop og sind, hvordan bekymringerne kan gøre en usikker og bange, også selvom jeg er jordemoder. 

Det liv vi lever i dag, er i en verden fyldt med stimulanser, information og spejling i hinanden, gennem de vilkår og rammer de sociale medier og mainstream verdenen udstikker. Det er et liv som bevidst eller ubevidst skriger efter opmærksomhed udadtil, Som efterlader livet indadtil, som en flaske vi konstant sætter prop på, fordi vi ikke kan rumme at lytte til den verden der lever indeni, når vi konstant er fyldt op af input udefra