Jeg fik en besked en dag:
‘Hvornår slapper du egentlig af?’
Og den inspirerede mig, til denne her måneds tema.
‘Accept af det der er’
For svaret er ‘det gør jeg ikke ret tit, for jeg anstrenger mig sjældent’
Stort set alt hvad jeg gør, gør jeg ved bare at være mig. Være den jeg er. Med det jeg kan og har at gi’

”Det er mærkeligt”, sagde min datter på 11 år, forleden, da vi kørte i bil sammen, ”det er virkelig underligt, at målet med at være i live er at dø.” 

Og der, lige der, satte hun fingeren i den pointe, det har taget mig 40+ år at forstå – med hjertet. Målet er overhovedet ikke det, der er vigtigt. Det er vejen derover. Hvis jeg fylder mit liv med forberedelse på døden, så kommer jeg til at leve et ret trist og indholdsløst liv. Selvfølgelig kan man argumentere for, at der kan lægges delmål ind undervejs, som er knap så dystre og morbide, men taget til yderste konsekvens er endemålet med livet døden. 

Jeg har været selvstændig terapeut i 8 år. 

Det kommer fortsat bag på mig, hvor helt utroligt mange kvinder, der er slidt ned.

Trætte.

Udmattede.

Måske ikke helt der ned hvor de ikke længere kan stå oprejst, men i hvert tilfælde der ned, hvor de hele tiden lige skal have noget at holde i.