Jeg elsker mit arbejde både som selvstændig biopat/naturopath, zoneterapeut og lønmodtager.

Jeg har mange jern i ilden, da jeg også sidder i en bestyrelse, har andet frivilligt arbejde, er farmor til Oskar, mor, hustru og datter. Alle ting som jeg sætter meget pris på og er heldig at have i mit liv.

Jeg kan lide at have mange bolde i luften og får det også til at hænge sammen. Kalender og god planlægning er alfa og omega for at enderne skal nå sammen for mig.

Selv om det er sjovt, (måske ekstra fordi det er sjovt?) har jeg også brug for at trække stikket. Ellers går det galt.

Hvad har det med kost og livsstils-(ændringer at gøre) spurgte jeg mig selv, da jeg startede denne artikel.

Men så kom jeg til at tænke på, at jeg møder mange kvinder i min klinik, der rigtig gerne vil lave om på deres kost og livsstil og gøre noget andet end det de plejer. Men tanken om, hvad venner, familie, ægtefæller, naboer, kolleger mv. vil sige til det hele, skræmmer mange af kvinderne.

For et er, hvad man selv har lyst til og mod på, noget andet er den modstand man helt sikkert vil møde i sin omgangskreds. Det tog min familie flere år, at vænne sig til, at jeg ikke spiser and juleaften, og jeg må stadig høre for, hvordan jeg overhoved kan komme i julestemning uden and og flæskesteg.

Helt ærligt, det er aldrig faldet mig særligt let, blot at acceptere det, som er. Jeg har kæmpet med accept på utroligt mange områder af mit liv – alt fra parforhold, familie og venner til eksamensresultater, karriere og samfundets rammer. Værst har kampen dog været, når det er kommet til mig selv – og fx forholdet til min krop. Jeg er blevet klogere. Fra nærmest at forbinde accept med en form for falliterklæring, ved jeg nu, at accept oftest er den eneste rigtige vej, hvis jeg vil leve et frit liv uden indre kampe.