Kender du det? En situation opstår – fx blandt veninder. Hvis vi nu siger, at jeg får muligheden for at gøre noget dejligt. Lad os lege, at jeg får et fedt job. Måske et job de andre også kunne have fået, hvis de havde rykket på det. Nogen i den gruppe bliver ramt. Kede af det. Misundelige. Føler sig udenfor. Glemt. Ladt tilbage. Mindre værd. Måske føler jeg med det fede job mig også udsat. Eksponeret. Godt klar over, at det kan vække de her følelser i de andre.

Hvis det er under normale forhold (læs: altid i mit gamle liv), stoppede den der. Så æder vi hver især stille og roligt hele den bunke af lort, der er opstået og føler os endnu mindre værd, fordi vi ikke rigtig ved, hvad vi skal stille op med de her følelser. Skammer os. Enten over misundelsen eller over at have fået noget godt – og at de andre måske derfor tror, at jeg tror, at jeg er noget særligt, fordi noget godt er kommet min vej. (Åh gud, jeg kan godt forstå, at vores mænd nogle gange synes, vi er lidt kompliceret stykket sammen.) 

Men sådan behøver det faktisk ikke at være, for der er en vej igennem, hvor vi hver især identificerer hvilken del af bunken, der er vores, tager den hjem og lader resten ligge. Og når jeg står med den stinkende lort, som er min, kigger på den, undersøger den, elsker den (ok billedet med en lort er måske mindre velvalgt, men du vil snart se, hvad jeg mener), så er det pludselig ikke lort længere, men guld. Og det bliver den til fordi: Hvis jeg kan møde følelsen af fx ikke at være det gode værd, hvis jeg kan finde ind til den og være med mig selv, mærke, at det er en gammel og indgroet strategi, så kan jeg slippe det. Og jeg kan lade de andre hive deres eget lort ud af bunken. Mindreværd. At være udenfor. Og så forsvinder bunken af lort, og vi kan se hinanden klart igen.

Det kræver accept og kærlighed og en vilje til at se på det, der gør ondt, og at kunne sige ”den der følelse af mindreværd, den er min, den skal du ikke tage på dig” og mene det. Men det ender med en win-win. For jeg behøver ikke tage andres følelser på mig (som jeg alligevel ikke har en jordisk chance for at kende nuancerne i og møde), og de får deres egen håndfuld guld at blive klogere og kærligere mod dem selv af.

OM JENNY

J

Hvem er jeg? Et puslespil på tusinder af brikker, men nogle af de store er: mor til tre, skriveglad, madøre, storelsker af hygge – og så lige selvstændig konsulent.