Vi fortæller alle sammen historier.

Hvad enten vi er klar over det eller ej, så har vi gennem vores liv skabt en fortælling om os selv, som vi tror på og lever efter. Vi har på en måde skabt en drejebog, som vi lever vores liv ud fra. Og rigtig mange er ganske uvidende herom.

Historiefortællingen er i sig selv ok. Det er denne vi identificerer os selv med og som har bragt os til her, hvor vi er i vores liv netop nu.

Men nogle gange er vi kommet til at fortælle os selv (og andre – men det er knap så vigtigt lige nu) en historie, som ikke får os derhen, hvor vi gerne vil. Faktisk er vi kommet til at fortælle en historie, som hæmmer os og nu holder os tilbage fra at opfylde vore inderste drømme og leve vores liv, som vi allermest ønsker det. Blot fordi vi tror på vores egen fortælling.

Mon du kender det?

Mon du kan genkende din egen historie i fortællingen her?

Tidligere i vores liv har vi måske af mange forskellige årsager, haft brug for at skabe en historie, som gjorde os selv mindre end vi egentlig er. En historie som gjorde, at du f.eks. tvivlede på dig selv, ikke var god nok eller måske følte at alle andre var bedre end dig.

Historien har du måske bygget på de erfaringer du har haft gennem livet. Vist har den ændret sig gennem tiden, men nogle at hovedtrækkene er måske de samme.

Måske har du oplevet hændelser i dit liv, som har gjort at du har omskrevet din historie. Måske har du endda gjort det flere gange…

Men uanset – så skaber vi med vores menneskelige sind ofte en eller anden form for historiefortælling, som vi fortæller os selv og lever vores liv efter. Og som vi faktisk ofte tror er sand (og derfor også ofte oplever som en selvopfyldende profeti).

Hvis du kan se på din egen fortælling lige nu. Hvad ser du så?

Blot sid et øjeblik og mærk ind i din egen historie. Eller snup en pen og et stykke papir og skriv frit fra leveren. Hvad enten der virker bedst for dig.

Hvilken historie fortæller du om dig selv? Til dig selv? Eller til andre?

Hvad tror du på er sandt og hvilket billede lader du andre se af dig? I korte træk, hvordan ser din historie ud?

Når du har mærket din historie, eller set den for dig. Spørg da dig selv så kærligt og oprigtigt du overhovedet kan – er dette sandt?

Du skal ikke dømme eller vurdere. Ej heller tolke eller analysere.

Blot stil dig selv spørgsmålet om dette er sandt. Og lyt til svaret.

Ser du, problemet med de historier vi fortæller os selv er ofte, at vi glemmer at opdatere dem. Vi glemmer simpelthen at justere dem til, så de til stadighed passer til det menneske vi er. Og så glemmer vi ofte, at vi faktisk at langt mere bevægelige og formbare end vi giver os selv kredit for at være.

Intet i denne verden er sort/hvidt. Intet er enten/eller.

Næ – faktisk er alt både/og.

Hvad kan vi så bruge vores historiefortælling til?

Det der har tendens til at ske med historiefortællinger, det er, at vi kommer til at tro på dem.

Vi fortæller dem så tilpas mange gange, at vi faktisk tror, de er sandhed. Og ikke blot sandhed – men sandheden.

Og bagsiden af medaljen herved, det er, at vi kan komme til at fastholde os selv i et billedeaf os selv, som i bedste fald ikke er fyldestgørende – og i værste fald slet ikke er sand.

Vi kan komme til at fastholde os selv i en illusion af os selv, som gør at vi ganske ubevidstkommer til at spænde ben for os selv og forhindre os selv i at gøre det vi virkelig drømmer om.

Så – hvis nu ordet var fuldstændig frit. Hvis nu du kunne skrive din historie om – lige nu.

Hvis nu du kunne skabe en historie, der fortalte lige præcis dét, som du føler helt inderst inde er sandt – og det, som du allermest drømmer om er sandt.

Hvordan ville din historie da lyde?

… Og tro mig – alt ER virkelig muligt!

OM VIVI

Vivi er en blid og hjertevarm KVINDE med meget på hjerte.

Hun skriver om alt og intet – og har en særlig evne til at heale og fascinere med sine ord.

I hendes univers finder du en verden af følelse, nydelse, forundring og en lille smule hverdagsmagi.

Livet er i virkeligheden ganske enkelt. Alt handler om kærlighed.Vivi Hanberg

FØLG VIVI