Forældresamarbejde på godt og ondt

Forældresamarbejde når man er skilt kan for mange være en meget svær sag og det giver jo god mening! Vi vælger at gå fra hinanden netop fordi, vi ikke ønsker at leve sammen mere. Når vi så har fået børn med hinanden, så bliver sagen meget mere kompleks og vi skal til at gøre dét som måske er allersværest.

Der har de seneste år været flere programmer i tv, hvor forældresamarbejde ikke går særlig godt. Hvor det faktisk har udviklet sig til det værste mareridt og det er dybt forfærdeligt for børnene. Mit hjerte græder og smerter hver gang jeg ser den slags! Men alligevel kan jeg ikke lade være. Måske motiverer det mig til at gøre en ekstra indsats for mit eget forældresamarbejde.

Vi gik fra hinanden da min datter var ca. 1 år. 

Vores forhold var meget ungt og vi havde ikke nået at finde hinanden. Vi havde heller ikke været kærester i mange år inden jeg blev gravid. Det er ikke altid det der spiller ind, men det gjorde det helt sikkert for os.

Vi lære heldigvis alle sammen hele livet og jeg kan i dag se mange ting, som jeg ville have gjort anderledes. F.eks. været mere overbærende og rummelig. Men sådan er det jo bare og det er heldigvis det fine ved livet, at vi lærer, vokser, bliver klogere og kommer videre!Maria Christensen

Den første tid var svær for os. Min datters far havde det første år ikke noget fast sted at bo. Han kommer fra jylland og ville blive her i København, tæt på hans datter.  Det hele var bare svært og vi var begge udfordret.

Jeg ville gerne styre alt og have kontrollen.

Det var så svært at give slip på mit lille barn. Jeg ville styre hvad hun skulle spise, hvornår hun skulle sove og i det hele taget være med til at træffe alle beslutninger der vedrørte hende. Det var jo ikke for at være irriterende men det VAR jeg! Jeg er sikker på at han sad med følelsen af, at være utilstrækkelig og at han ikke duede som far.

Vi kæmpede mange kampe og jo mere jeg sagde, bestemte og ville kontrollere jo mindre havde jeg faktisk indflydelse på. For så strittede han endnu mere imod og jeg havde absolut ingen indsigt i hvad der skete når min datter var hos sin far.

Samvær!

De første år var aftalen at min datter var hos sin far hver anden weekend. Han kom derudover på besøg, så de kunne ses for ellers gik der meget længe imellem. Vi lavede også eftermiddags aftaler, han hentede hende i institution og blev afleveret hos mig om aftenen. Nogle dage spiste vi også aftensmad sammen!

Det var hårdt at være i, når jeg stadig var sårbar og inderst inde ønskede hele familie drømmen!

De sidste par år har vores aftale være en 5/9 ordning. Min datter bor hos sin far hver anden uge fra fredag til tirsdag og igen mandagen efter. Den ene overnatning hos sin far, imens hun er hos mig har hun altid haft behov for. Hun savner sin far for meget og vi har så vidt muligt altid prøvet at opfylde hendes behov!

Jeg har kæmpet en brag kamp for at skelne! Skelne mine følelser og min datters behov. DET er svært. Jeg tror også at det kan være lige der, at det går galt for mange. Det ender ofte med at handle om hvad den voksne føler, hvornår den voksne savner og hvad den voksne synes!

Men hvad synes børnene??

Jeg forsøger at lytte til man datters behov. Men selvfølgelig er det svært, for vi er jo alle bare mennesker med følelser. Men jeg har taget en beslutning om, at jeg vil “føle” og være ked af det når hun ikke er der. Så vidt det har været muligt!

Første gang hun trillede afsted på sommerferie med sin far i en uge eksploderede følelserne så snart jeg havde vinket farvel. Jeg græd og lå i fosterstilling i 2 dage. Jeg var ulykkelig og vidste slet ikke hvad jeg skulle stille op og SÅ tog jeg mig sammen!

Jeg blev jo nødt til at komme videre – være glad – få det bedste ud af tiden. Det var bestemt ikke nemt! Men ingen børn ønsker jo at deres forældre er kede af det! Deres samvær med den anden forælder bliver absolut heller ikke bedre, hvis de ved at den anden forælder er syg af ulykkelighed.

Vi skal tale om følelser og da også forældres følelser (til en vis grænse) men det er jo os der er de voksne og os der skal sætte de bedst mulige rammer for børnene!

Jeg tror det handler om rummelighed.

BID DET I DIG!

Jeg har været utrolig gal på min datters far mange gange – men det hjælper ingenting. Jeg prøver at pakke mine meninger væk, mine mærkelige kommentar eller hvis jeg bliver rigtig gal. For hvad vil vi få ud af det??

Jeg brokker mig i stedet til en veninde, min mor eller surmuler lidt for mig selv og får det ud af systemet igen!

I dag ved min datters far og jeg ved hvornår samtalen er ved at koge over. Så er det tid til at sige farvel og tales ved på et andet tidspunkt. Nogle gange kan vi have lange gode snakke og andre gange korte hej og farvel.

Jeg gør en indsats for at inddrage ham i alle valg og beslutninger der vedrører vores datter. Jeg kunne godt lade være men jeg gør det. Jeg gør ham til en del af hendes hverdag (når han ikke er der) og det har givet pote!! For han deler også ting med mig når hun er hos ham og det er så fantastisk. Det skal ikke lyde som om, at jeg har magten men det er jo desværre sådan, at mødrene ofte har utrolig meget at skulle have sagt (hvis barnet primært bor der)! Men det er jo vores barn og ikke kun mit barn!

Der findes ingen gylden vej!

Men vi har fundet vores vej. Det er vel sådan med alle forhold, at måden man gør ting på er forskellig! Gensidig respekt og forståelse har helt sikkert haft stor indflydelse på vores forældresamarbejde.

Min datters far er en del af min familie – vi er i familie og vi har til fælles at vores kærlighed er allerstørst til det samme lille menneske. Jeg vil altid hjælpe ham. Hvis han har det godt, så har min datter  det endnu bedre!

Maria er den bedst mulige mor jeg kunne tænke mig til min datter. Hun er kærlig og omsorgsfuld og tænker på alt! Alt i alt en god mor. Bruddet var svært for os begge men med tiden har vi lært at acceptere hinanden og den dag i dag, hvor det er 6-7 år siden, har vi et fantastisk forhold. Vi er gode til at hjælpe hinanden på kryds og tværs og vores datter elsker det og jeg er meget taknemlig for det forhold vi har idag. Ja hvis vi møder folk som ikke kender os, så tror de jo at vi er gift!!Min datters far

Jeg er ikke i tvivl om, at det er arbejdet fra os begge der har båret frugt og det vigtigste er nok, at vi har givet hinanden plads til at være dem vi er og være forældre på den måde vi nu hver især er.

Jeg har ikke den store erfaring i at leve sammen som forældre. Men jeg tænker, at det er den samme forældre respekt man må give hinanden, som når man er forældre og kærester samtidig!

Mit største ønske som mor er, at min datter som voksen vil se tilbage på sin barndom og tænke, at vi gjorde hvad vi kunne! Det er min fornemmeste opgave som mor – at give hende det bedste jeg kan!

OM MARIA

Maria er mad-  og livsstilsblogger og blogger på madogkaerlighed.dk. Hun er mor til Josefine på 7 år og de bor i en lille hyggelig lejlighed på Amager. Maria elsker at være i sit køkken og gerne eksperimentere med nye retter. Maria lægger vægt på at mad skal være nem at lave, smage skønt og gerne være sund! I foråret 2009 startede hun på en livsstils højskole, som skulle blive det, der ændrede hendes liv.

Jeg tog et valg om, at ændre mine usunde vaner og det der var begyndelsen til en meget stor overvægt. Derfor bærer Madogkaerlighed også præg af mange sunde og lækre måltider, som jeg også selv sætter stor pris på. I dag er jeg meget mere bevidst om hvad jeg spiser og jeg bruger min “sunde fornuft”. Mad er min passion og den vil jeg rigtig gerne dele med dig!Maria Christensen

FØLG MARIA