FULDT STOP og tid til en bevidst pause.

Engang imellem oplever vi at speederen har sat sig fast og at alt hvad vi laver er på fast forward. Hverdagen har det med at tage sit faste greb i mange af os, og ofte følger vi bare med, længe, længe efter, at vi egentlig reelt set har tabt pusten.

Hvad er det vi bruger vores tid på?

Jeg har altid været meget optaget af hvad vi egentlig bruger vores tid på, om det er noget der tærer, eller noget der nærer. Særligt da mine drenge var små, var det mig magtpåliggende, at de og vi fik en stille morgen, så vi alle sammen kom op og ud af døren på en god måde. 

Dermed ikke sagt, at vi ikke har haft morgener, hvor tiden er trukket lidt for længe, så vi alligevel måtte skynde os eller i hvert fald gå på kompromis med langsommeligheden og roen. Og efter de blev ældre og ikke var helt så morgenfriske, er tiden trukket noget længere, end moderen synes er nærende og en god start på dagen….. 

Hver gang, både da de var små og da de blev ældre, har jeg også stået tilbage med en følelse af, at det ganske enkelt ikke er det værd. Det giver ingen energi til resten af dagen, at vi ikke kan vågne ligeså stille, at vi voksne bliver lidt korte for hovedet eller at mine drenge ikke kunne nyde deres morgenmad som en rolig start på en lang dag, blot ved ikke at stå op, så vi havde den tid der var brug for.

Når speederen har sat sig fast

Men virkeligheden er også bare, at vi kun er mennesker. Vi kan have nok så mange principper, vi kan have nok så mange gode intentioner, men engang imellem, så ”glemmer” vi det hele, når speederen har sat sig fast og vi ikke længere mærker os selv. 

Forbindelsen mellem hjerne og krop er slukket og al aktivitet begrænser sig til hovedet og kredser nemt om: ”jeg skal, bør eller kan…også lige”. Så er det tid til lave et FULDT STOP, stoppe op, og tænke hvad nu?

  • Lever jeg det liv jeg ønsker?
  • Hvad bruger jeg min tid på?
  • Hvad er det første lille skridt jeg kan tage, for at få eller vende tilbage til det liv jeg ønsker at leve?

Bevidste pauser, ro og tid

Hvis ikke vi indimellem giver os selv bevidste pauser, ro og TID til at mærke rigtig grundigt efter, hvad der tærer og hvad der nærer os. Så finder vi pludselig os selv ude på et sidespor, hvor det kan føles uendeligt langt væk, fra det der var vores allerbedste intention, vores værdisæt, vores ønske….. 

Eller vi føler os trængt helt op i en krog – og så kan vejen tilbage føles uendelig lang eller nærmest umulig. Det gør os sårbare som vi aldrig har været sårbare før og giver os en følelse af at være faret vild i vores eget liv.

Der er mange måder, at tage en bevidst pause, faktisk ligeså mange måder som vi er mennesker, men den eneste rigtige måde for dig – ER DIN!

Giv dig selv en bevidst pause og find din EGEN vej i det, så du igen får forbindelse mellem hoved og krop. Se også med milde øjne på dig selv de gange det ikke lykkes og mind dig selv om, at du gør det bedste du kan, med det du har lige nu.

OM CAMILLA

Camilla Elise Hansen er indehaver af Inspire Coaching, hvor hun hjælper især kvinder og unge mennesker, der står ved overgange i livet og savner ny energi, forandring, indsigt i sig selv og måske et helt nyt ståsted.  Ved at undersøge og afdække hvad de ønsker af livet, ønsker at bruge deres tid på og hvad deres sande værdier og livsformål er, hjælper hun på vej, så de lytter til sig selv og deres hjertes stille hvisken og finder eller genfinder balancen i livet.   Camilla har en baggrund som coach og har en masterclass i psykologi. Hun har i mange år udover klient-sessions, arbejdet som mentor, som leder og som salg-, marketing og eventkoordinator. Camilla tilbyder både 1:1 sessioner, gruppeforløb og workshops.

FØLG CAMILLA