Hvad vil du være, når du bliver stor? Det spørgsmål har de fleste mennesker nok fået på et eller andet tidspunkt i deres liv. Der er nok næppe nogle voksne, der senere vil holde en fem-årig op på hvad de svarer, men spørgsmålets natur, tror jeg, udspringer af et udgangspunkt i vores kultur som er, at vi hver især har et sandt kald, at vi skal sørge for at finde det og gøre det, for at blive lykkelige.

Der er givetvis nogen, der har det sådan. Om det er mange eller få vil jeg overlade til andre at konkludere, men jeg ved, at det kan være en udfordring ikke at være sådan skruet sammen. For det er svært at slippe drømmen om at kunne finde den ene ting, jeg er skæbnebestemt til at bruge mit liv på – og derefter opleve evigt solskin og lyserøde lammeskyer, mens jeg danser ud over grønne enge i en hvid blondekjole (der aldrig bliver plettet). Man ved jo aldrig, vel? Sikke en lettelse det ville være at finde den kasse, jeg passer ind i.

Det har også været også svært, fordi jeg i årevis ikke har kunnet føle mig helt hjemme og rigtig eller fuldgyldig en del af fællesskabet nogen steder. Fordi jeg aldrig har bekendt mig 100 % nogen steder, altid har haft et ”meeeen, jeg synes også…” eller ”meeeeen, jeg kan altså også godt lide…”. Derfor har jeg heller aldrig kastet mig helhjertet ind i nogle af kasserne, for jeg hele tiden har ventet på passe perfekt ind i en af dem. Og kun ville den ene ting.

Jeg har svinget mellem at tro på, at jeg enten kunne føle mig eller tænke mig frem til den rigtige løsning. Og givet begge dele mange ihærdige forsøg. Indtil for nylig. Da nogle vidunderlige og kloge kvinder, jeg er så heldig at have i mit liv, spurgte mig, hvorfor jeg arbejder med det, jeg gør, når jeg nu i virkeligheden drømmer om at skrive. Jeg tænkte over det længe, meget længe. Og jeg følte efter længe, meget længe. Og til sidst kunne jeg både med hjerte og hoved spørge: Hvorfor skal jeg egentlig vælge? Ikke kun i forhold til arbejde, men på hele livs paletten – for hvis jeg kunne vælge at have adgang til alle kasserne i stedet for en enkelt, så vil jeg helst det. Og hvorfor ikke?

Det fik mig til at se den splittelse, jeg har følt hele mit liv fra en helt anden vinkel. Måske kan den i stedet ses som en gave? Nemlig at jeg faktisk passer ind virkelige mange steder – i stedet for ingen? Og det er ok at være lidt af det hele.

Så i stedet for at tænke på mig selv som kuglen i et flipperspil, der aldrig rigtig finder til ro og skydes afsted igen og igen uden nogensinde at finde hjem, så er jeg begyndt at tænke på det som et puslespil. Et puslespil, hvor alle brikkerne er vigtige og afhængige af hinanden, og hvor jeg glæder mig over og er taknemmelig hver eneste brik der er, og jeg nysgerrig på dem, som kommer til. Og ved du hvad? Det er en kæmpe lettelse, fordi det betyder, at jeg allerede er præcis, som jeg skal være – lige som du er præcis sådan som DU skal være.

OM JENNY

JHvem er jeg? Et puslespil på tusinder af brikker, men nogle af de store er: mor til tre, skriveglad, madøre, storelsker af hygge – og så lige selvstændig konsulent.