Kan man elske og give slip på samme tid?

For lidt over 6 ½ år siden, fik jeg slået benene væk under mig, sådan helt væk…. Væk så jeg fløj. Af en kvinde.

Det havde jeg ikke prøvet før.

Jeg havde lige sagt til min mand at tiden var inde til at sætte hinanden fri. Vi havde ikke mere at give hinanden.

Jeg vidste ikke hvilken vej jeg ville gå, men så stod hun lige pludselig der i Netto, og så så glad ud. Vi talte sammen i 20 minutters tid og så kørte hun igen og det gjorde jeg også. I hver vores retning.

Og så kom følelsen af savn. Hold helt op hvor havde jeg egentlig savnet hende. Det vidste jeg bare ikke, altså før nu. Jeg var så glad for, at have mødt og snakket med hende den dag.

Der gik et par måneder før vi sås igen. Hun og hendes kæreste havde lige gjort det forbi.  Min mand og jeg  havde lige skrevet under på separationspapirerne.

I den næste måned sås vi tit. Hun kom tit lige forbi. Jeg elskede hendes selskab og at snakke med hende.

Og så lige pludselig, så kiggede jeg på hende på den der helt anderledes måde. Lige der røg benene væk under mig, og jeg var svimlende forelsket.

Jeg måtte bare have hende….. og det fik jeg.

Den første gang jeg kyssede hende, vidste jeg helt inde i sjælen at dette her var stort og noget helt særligt. Jeg fløj helt ud i den fjerneste galakse og tilbage igen, i det første kys. Ja, det var som en ud-af-kroppen-oplevelse.

Jeg mærkede noget, jeg aldrig før havde mærket. Det var som om min krop bare skreg så højt den kunne…. ¨HELL YES, endelig fatter du det¨ og så slap jeg. Jeg slap alt. Noget jeg aldrig før havde gjort. Mit liv har aldrig været overladt til tilfældigheder. Nej, mit hoved har været på overarbejde altid. Altid har det skulle regne det hele ud og jeg skulle have styr på alt, men lige der slap jeg og overgav mig til hende.

Alt var rigtigt. Hver en lille bitte celle i min krop vidste, at det her var det rigtige. Jeg vidste også, at det var meningen, for efter første kys, var det ligesom der var en gammel længsel der kom til syne, den kom op til overfladen, og efter alle disse år, blev den vækket til live. Lidt ligesom Tornerose.

De næste par år fløj jeg bare rundt og syntes mit liv var fantastisk. Jeg havde fået noget jeg aldrig havde troet på. Kærlighed. Den der man ser på film. Jeg har aldrig i min vildeste fantasi troet, at det fandtes, in real life. Men det gjorde det og jeg levede lige midt i det. Tænk sig at leve sammen med den man elsker højere end alt andet.

Efter et par år på den lyserøde sky, landede vi brat.

Jeg blev syg. Sådan rigtig syg. Der var ingen der kunne finde ud af hvad jeg fejlede, men alle kunne se den var helt gal.

To år i smerte helvede. Jeg husker næsten ingenting fra de år. Kun små brudstykker. Det var som et stort sort  hul. Det åd alt på sin vej.

Det eneste det ikke åd var vores kærlighed til hinanden. Jeg husker at sige, at ”alt skal nok blive som før, det lover jeg”. Men det åd vores gnist, vores overskud og vores begær. ALT! Det åd os op indefra.

Jeg kunne ingenting. Mig som altid har kunnet klare hele verden. Jeg lå nu pludselig der og kunne intet. Hun klarede alt og jeg lod hende gøre det. For jeg kunne ikke andet.

Efter et par år fik jeg endelig svar på hvad jeg fejler. Gigt i rygsøjlen. Ta’ den! Men det var en lettelse at vide, hvad der var galt.

Jeg var så heldig at få et 3 ugers ophold i Spanien. 3 uger væk fra alt. Jeg tog væk og hun blev hjemme med mine unger.

Det var fantastisk! I de 3 uger fik jeg bygget mig et lille overskud op, kunne holde mig selv ud, og havde også fået det bedre fysisk.

Og da jeg kom hjem igen, var jeg glad for mit fremskridt og kunne nu se lidt lysere på nuet og fremtiden. Men noget var alligevel ødelagt. Jeg havde kun fået et lille overskud og det gik til mine børn og mig. Jeg havde ikke mere at give af, og var fyldt med dårlig samvittighed over for mine børn. Jeg følte, at jeg havde svigtet dem.

Efter at have brugt hele sit overskud på mig og mine børn, havde hun ikke mere. Hun kunne ikke mere og jeg kunne ikke hjælpe hende. For jeg var ved at samle mig selv op igen.

Det næste år gik, men det gjorde vores forhold ikke. Jeg kunne næsten ikke holde hende ud til sidst. Det sidste jeg havde brug for var, at hun ikke var lige så stærk som hun plejede at være. Det kan lyde rigtig strengt, men det er sandheden. Jeg kunne ikke holde det ud.

Så skete der noget. Hun fik en læreplads på Bornholm og flyttede. Nu sås vi kun hver anden weekenden.

Efter 7 måneder flyttede hun hjem igen, men ikke hjem til mig. For det var der ingen af os der kunne. Vi havde vores kærlighed til hinanden. Den var der stadigvæk. Men der var sket for mange ting, og alting var anderledes.

Vi blev næsten naboer og så hinanden når vi havde tid. Sådan var det i næsten et år. Men det føltes ikke helt rigtigt. Vi var i ingenmandsland. Vi var ikke rigtig kærester, men vi elskede hinanden højere end noget andet.

Så er spørgsmålet bare; kan man elske og give slip på samme tid?

Ja, er det korte svar.

Vi har lige givet slip på hinanden. Sat hinanden fri. Vi har indset, at vi er nødt til at gå hver vores vej, et stykke alene nu. Livet er i evig forandring og vi har begge rykket os helt vildt i forhold til kærligheden og livet.

Tårerne triller stille ned ad mine kinder, mens jeg skriver dette. Ikke fordi jeg er ked af det, men fordi jeg er rørt over den enorme kærlighed jeg mærker helt inde i mig. Den kærlighed jeg har til hende og til mig selv. Det bliver ikke større.

Til dem af jer der ikke tror på at kærligheden findes, så vil jeg bare sige at det gør den ❤ Den findes i mange niveauer.

Tak for alt du har givet og lært mig R. Jeg vil være dig evigt taknemmelig.

Hvem ved, måske står du nede i NETTO en dag og ser så glad ud.

OM TRINEMAIJA

Trinemaija Brandt er blogger på www.trinemaijabrandt.dk hvor hun skriver om livet, mad, have og meget mere. Trinemaija er uddannet holistisk kostvejleder og life coach.

Hun er mor til 3 teenagere, kreativ og elsker hverdags magi.

FØLG TRINEMAIJA