”Det er mærkeligt”, sagde min datter på 11 år, forleden, da vi kørte i bil sammen, ”det er virkelig underligt, at målet med at være i live er at dø.” 

Og der, lige der, satte hun fingeren i den pointe, det har taget mig 40+ år at forstå – med hjertet. Målet er overhovedet ikke det, der er vigtigt. Det er vejen derover. Hvis jeg fylder mit liv med forberedelse på døden, så kommer jeg til at leve et ret trist og indholdsløst liv. Selvfølgelig kan man argumentere for, at der kan lægges delmål ind undervejs, som er knap så dystre og morbide, men taget til yderste konsekvens er endemålet med livet døden. 

Og hvad kan jeg så bruge den åbenlyst rigtige, men også praktisk ubrugelige indsigt til? Det, jeg gør, er, at jeg i stedet for at bryde det ned i delmål med det samme, spørger mig selv, hvordan jeg gerne vil have det derovre i målet. Nu ved jeg godt, at døden ikke er et mål, jeg sætter mig selv, men et vilkår jeg ikke kan komme udenom, men vi bliver lige her for argumentets skyld. Hæng på, for metoden oversættes uden problemer til andre selvopfundne mål, som fx ”Jeg vil gerne tabe 5 kg”, ”jeg vil kunne løbe 10 km”, ”jeg vil være rig”, ”jeg vil have et andet job”. Vælg selv. Jeg vælger døden her. Altså. Du ved hvad jeg mener.

Jeg forestiller mig, hvad er det er, jeg vil have derovre i målet. Altså når mit liv er ved at være slut. Jeg selv ønsker at være elsket. At have elsket. Have mennesker, der betyder noget for mig og masser af oplevelser med dem. Jeg ønsker mig en krop, der har det godt og ikke gør ondt. Som er (og har været) rar at bo i. Jeg ønsker mig at have lært en masse. Udvidet min verden gang på gang og flyttet grænserne for, hvad jeg troede, var muligt. 

Jeg kunne godt blive ved, men det her er essensen for mig lige nu. Kærlighed. Velvære. Indsigt. 

Og så kan jeg pludselig bruge det at have døden som mål til noget. For nu ved jeg, hvad der skal puttes ind i mit liv lige nu. Kærlighed. Velvære. Indsigt. Og så fortoner målet sig og bliver ligegyldigt. Kan du se det?

Det virker også på de mål, jeg sætter for mig selv. Lad mig dykke ned i posen og tage en tilfældig med op, som jeg har sat mig 100 gange. ”Tab 5 kg.” Hvad er det, jeg vil have ud af at tabe 5 kg? Hvordan vil jeg gerne have det? Hvem er jeg derovre på den anden side af mållinjen?

For mig handler det at tabe mig om accept. Kærlighed til min krop. Jeg forestiller mig, at jeg slutter fred med den, derovre på den anden side. Man skal ikke have prøvet rent faktisk at tabe sig mere end en enkelt gang for at vide, at det ikke er sandheden om, hvad der venter derovre på lidt længere sigt. Så ok. Accept. Kærlighed til min krop. Slutte fred. Det er det, jeg skal putte ind i mit liv lige NU. Uden at skulle fortjene det først gennem den bodsøvelse det er at tabe mig 5 kg. For det er aldrig nok. Tager jeg ikke kærlighed, accept og fred med derover, så materialiserer de sig ikke, når jeg træder op på vægten, og den viser det rigtige tal. 

Og – igen – er det sådan for mig, at hvis jeg fokuserer på fred med min krop, accept og kærlighed til den, så bliver målet ubetydeligt. Så kan de 5 kg forsvinde eller blive og tage del i festen. 

Hvad er dit mål? Og hvad er det for en følelse, du søger, og hvad er det for et liv, du vil have ud af at opnå det? 

OM JENNY

J

Hvem er jeg? Et puslespil på tusinder af brikker, men nogle af de store er: mor til tre, skriveglad, madøre, storelsker af hygge – og så lige selvstændig konsulent.