Må ens mor godt lade hver med at elske én? Altså mig?

I maj måned har vi mors dag. En dag hvor vi hylder vores mødre. De sociale medier flyder over med blomsterbilleder og de sødeste tekster med rosende ord, om lige præcis deres mor. De skriver at hun er deres største forbillede, at hun er deres superhelt.
Det er for mig en dag med blandede tanker og følelser. For jeg har ikke sådan en mor som alle skriver om.
Det har jeg aldrig haft.

Jeg har tit hørt min mor sige ¨du skulle bare ha været en plet på et lagen, men din far ville ha et barn¨.
Men hvad betyder det?
Jeg var rimelig gammel før jeg fandt ud af hvad det betød. At jeg slet ikke skulle ha været født!!
Men det blev jeg heldigvis.
En mandag i april 1975 kom jeg til verden. Min mor fik en fødsels depression og kunne ikke rigtig holde mig ud. Men det gjorde man ikke rigtig noget ved den gang. Min far måtte give mig mad, hvis jeg skulle
have noget. Jeg har hørt ham sige, at han måtte køre hjem fra arbejde midt på dagen. Ellers fik jeg bare ikke noget
at spise.
Da jeg var ca 2 år, tog min mor en overdossis af piller og kom til udpumpning. 2 dage efter blev hun udskrevet og fik
fortalt, at hun var frisk og klar til at komme hjem igen.
Et halvt år senere blev min mor og far skilt. Hun havde fundet en anden mand. Det var ikke helt så almindeligt at det var faren der fik barnet, der i slut 70´erne. Men sådan blev det.
Jeg flyttede med min far.
Jeg skulle på besøg hos min mor hver 3. weekend, men alt for tit havde hun andre planer. Uden mig.
Det var ikke så meget jeg så til hende.
Op gennem 80´erne var hun indlagt på Sankthans hospital. I de år så jeg hende ikke. Men hun var i mine tanker hver eneste dag. Hver dag sad jeg i skolen, og dagdrømte om at hun kom ind af døren og redede mig.
Tog mig med. Min far havde fået en ny kone og det var ikke altid lykken.
Jeg håbede som en gal. Håbede at hun også savnede mig og elskede mig. Men inderst inde viste jeg godt at det gjorde hun ikke.
Da jeg var omkring de 12 år, droppede jeg håbet om at blive reddet.
Min grundfølelse har altid være forkerthed.
Jeg måtte jo være forkert. Altså hvis ens egen mor ikke en gang elsker dig. Ja så er det fordi DU er FORKERT.
Det er jo ren børne logik…
Håbet om at se hende forsvandt ikke og året efter begyndte jeg at se hende igen. Men hun var meget dårlig og fik rigtig meget medicin. Jeg var alligevel i himlen. Jeg var sammen med min mor.
Men sandheden er den at hun var så dopet at hun ikke ænsede mig ret meget. Jeg vidste godt hun ikke orkede mig, men jeg legede bare en leg i mit hoved. Og i den leg var hun min elskede mor og hun forgudede mig.
Da jeg kom på efterskole, smed min far mig ud og lige med ét skulle jeg bo hos min mor. Min drøm var gået i opfyldelse.
Jeg ringede til hende fra skolen og sagde at jeg havde svært ved at sove. Hun sendte straks HASH og piller. Alle de
andre synes jeg havde en total sej mor. Jeg selv synes det bedste var når hun sendte kaffe bolsjer fra IRMA, men det
andet var nu også meget fedt, så kunne jeg i det mindste sove……
De næste år var hårde. Jeg havde fået et misbrug og hun fodrede mig. Der var altid morfin i køleskabet og hun havde
2 hele køkkenskabe fyldt med piller. Jeg kunne bare tage hvad jeg ville, om det var sovepiller, rohypnoler eller dopsiner.
Det var tit jeg ikke turde at komme hjem, i frygt for at finde hende død af en overdossis.
Jeg fik min første lejlighed og var lettet. Men i nabo-opgangen boede en af hendes venner og når han ikke kunne
komme i kontakt med hende, bankede han på hos mig og jeg tog med ud for at åbne hendes lejlighed. Jeg vidste aldrig hvad der ventet mig. Jeg har haft fundet hende hvor jeg måtte ringe efter hjælp og hun kom på hospitalet.
Da jeg var 25 ventede jeg tvillinger og kort efter jeg havde født, brød jeg kontakten med min mor. Jeg kunne simpelthen ikke mere. Der er mange i min omgangskreds der slet ikke forstå. ¨Det er jo din mor, hvordan kan du gøre det?¨ Men det var faktisk ret nemt. Mine børn skulle ikke opleve det jeg havde oplevet med hende og så var den ikke længere. Jeg fortrød heller aldrig. Mit liv blev lidt roligere.
Ca 2 år efter, lavede hun et kæmpe drama, da hun var ved at miste min bror også. Hun bildte ham ind at hun var dødelig syg og jeg blev kontaktet. Hun var ikke ved at dø. Det endte med krisehjælp til mig og en psykolog der mente at min mor er født ondt.
12 år senere får jeg et brev fra Københavns kommune om at min mor er afgået ved døden 3 uger
tidligere. Først bliver jeg utrolig ked af det. Ikke at hun er død, men at hun er død alene på Bispebjerg Hospital.
Min far var død 7 måneder forinden. Men ret hurtig føler jeg også en ro sænke sig over mig. Nu kan ingen af dem
lave mere ballade.
Min bror og jeg rydder hendes lejlighed. Jeg vil ikke arve noget, men jeg vil gerne have de billeder der måtte være
af mig. Men der er ikke nogen billeder af mig.
Vi finder et meget sirligt skema med + og –
Et skema der viser hendes +´er og -´er i livet. Jeg har nok altid haft et lille naivt håb om at hun en dag ville elske mig. Men det gjorde hun ikke.
Det stod der på skemaet, at det var et minus at hun fik mig, men det var et plus at jeg flyttet med min far, den gang de blev skilt……
Hvis jeg siger at det ikke var et hårdt slag, ja så lyver jeg big time. For hold nu kæft det gjorde ondt, sådan rigtig
ondt. Men jeg vidste det jo godt og faktisk har det været godt for mig at se sort på hvidt. For det har vist mig at det jeg mærker helt inden i, er rigtigt. Vi kender alle svaret inden i, nogen gange gør det bare ondt at lytte.
Så må ens mor godt lade være med at elske én?  Ja det må hun godt, det er jo hendes liv og i min mors tilfælde, ja
så var hun ikke i stand til det. Hun var ikke i stand til at elske nogen, ikke en gang sig selv.
Jeg har lært så utroligt meget af min mor. Jeg har lært at acceptere at hun havde så mange dæmoner inden i, at hun
umuligt kunne være sådan en af de mødre man skriver om på de sociale medier på mors dag. En af dem man ser op til.
Det vigtigste jeg har lært, er at man ikke behøver sin mors kærlighed for at elske sig selv. Du har ikke brug for andres, heller ikke dine forældres, accept, for at acceptere og elske dig selv.
Vi mennesker higer så meget efter andres kærlighed
at vi glemmer den til os selv og spørg du mig. Så er kærligheden til os selv vigtigst.

 

 

OM TRINEMAIJA

Trinemaija Brandt er blogger på www.trinemaijabrandt.dk hvor hun skriver om livet, mad, have og meget mere. Trinemaija er uddannet holistisk kostvejleder og life coach.

Hun er mor til 3 teenagere, kreativ og elsker hverdags magi.

FØLG TRINEMAIJA