Det at sige ‘Nej’ er rigtigt svært for mange. Det lille bitte ord, kan være svært, at få over vores læber.

Hvor ofte har du oplevet at det eneste du kunne tænke dig, det eneste du har lyst til, er, at lægge dig på sofaen når du kommer hjem fra arbejdet?  Mange gange?

Og måske har du næsten lige så mange gange prøvet, at det bare ikke sker. For inden du overhovedet er nået hjem, har du sagt ja til en invitation til biografen med din bedste veninde eller du har sagt ja til at køre børn til sport, selvom det var andre der havde den tjans.

Men hvorfor? Det, at vi siger ja (når vi mener nej) betyder, at der er noget vi er bange for.

Dét at sige nej, er at sætte grænser og det kan føles meget voldsomt de første gange. Måske fordi vi er bange for at blive afvist, hvis vi siger nej? Måske fordi vi er bange for, at andre ikke kan lide os, tænker dårligt om os. Måske er vi bange for, at gøre andre vrede, forlegne eller kede af det ved at sige nej.

Ind i mellem handler det om at vi er opdraget til at, tilsidesætte vores egne behov og opføre os ordentligt. Mange af os har som barn oplevet, at vores nej ikke er blevet respekteret. Det har gjort, at vi ikke har lært at sætte grænser.

Der er mange årsager til, at vi ikke siger nej.

Nej får os til at have dårlig samvittighed, fordi vi prøver at tilgodese os selv og vores egne behov og ikke de andres.

Det kan være svært, især hvis vi ikke værdsætter os selv helt, at sætte de grænser der skal til.

Når du ikke får sagt nej når du mener nej, så kan opstå en følelse af frustration, vrede og skuffelse i dig. Ofte rettet mod andre, der slet ikke er klar over, at dine grænser er overskredet. Du kan kommer til at føle dig overbebyrdet og stresset. Endda udnyttet. En ond cirkel, som kan være med til at nedbryde dit selvværd, du kan få ondt i maven, blive fyldt af irritation eller få en følelse af at have en knude i maven som ikke forsvinder. Og derfor skal vi lære det ‘nej’. Simpelthen for at passe bedre på os selv.

Vi skal tro på, at det er ok at vi har fokus på vores egne behov før vi tilgodeser andres behov. Vi skal lære at sætte grænser og stå ved vores Nej.

Der er mange fordele ved at lære at sige nej. Du bliver tydelig og har større muligheder for at blive accepteret for den du er. Du slipper for at, andre skal gætte, hvad du egentlig mener, og derfor bliver dine relationer stærkere.  Og så opnår du et større selvværd.

Men det er vigtigt at vi får sagt nej på en god måde. 

Først og fremmest må vi tro på, at det er ok. Vi må blive bevidste om hvorfor det kan være en god ide at sige nej. Vi siger nej, fordi vi har mærket et behov, og det behov skal respekteres. Vi skal respektere vores grænser ved at sige nej. Det gavner også de andre. 

Vi har alle grænser, nogle mere tydelige end andre. Erkend, at du ikke altid er enig med andre, og stol på, at det du siger og gør, er godt. Du træffer et valg, når du siger nej, og det er ok.

Gør det kort, sig fx ”tak fordi du spurgte…”og sig tingene ligeud klart og ærligt. Prøv ikke at undskylde og give lange forklaringer og specielt ikke give skylden på en anden. Tal med varme i stemmen og langsomt så, nejet ikke kommer til at lyde aggressivt.

Hvis du gør det med kærlighed, så er den andens reaktion ikke din skyld. 

Det er hårdt arbejde at lære at sige nej. Men når først vi har lært det, så får vi en helt anden energi, en styrket selvrespekt og et bedre selvværd.

Så hvad har du brug for at sige nej til?

OM JETTE

Jette er uddannet Naturopath i biologisk medicin, Zoneterapeut, NLP coach og Øreakupunktør. Efter selv at have mærket hvad vitaminer, mineraler, fedtsyrer og generelle kostændringer har gjort for hende, har hun valgt at give andre samme mulighed for at få et bedre liv. Et liv uden træthed, stress og dårlig fordøjelse.

Se mere om Jette og hvad hun tilbyder her

FØLG JETTE