Når jeg er bange for noget, så sker der meget ofte det, at jeg fryser. Altså ikke som i at blive kold og have brug for te og et rart tæppe, men som i lammet, handlingslammet. Det starter et sted – det kan fx være på arbejdet over en opgave, jeg ikke har prøvet før og er bange for ikke at kunne løse tilfredsstillende – men breder sig over de næste dage eller uger (afhængig af deadline på opgaven) til flere områder af mit liv.

Pludselig kan jeg ikke længere se, hvad det nytter at motionere. Eller smøre mig ind i creme efter badet. Eller file en negl, der hænger i. Og jeg har kun lyst til te og et tykt tæppe. Foran Netflix og en seriøst lang serie.

Jeg har efterhånden lært tegnene at kende. Og jeg har fundet ud af, at det virkelig hjælper for det første at genkende situationen- ”Jeg er blevet bange for noget”. Og derefter undersøge hvor det monstro er startet. For løsningen af knuden på Ground Zero får ofte brikkerne til at falde på plads længere ude – det spreder sig som ringe i vandet.

Det kan være at skrive en historie, jeg har fået en ide til. Her bliver jeg bange for ikke, at være kreativ nok, at strømmen af ord tørrer ind, at jeg ikke er original eller velformuleret nok. Eller i mit arbejde, hvor jeg nogle gange oplever at skulle skrive noget. Enten til en bestyrelse, til Finanstilsynet eller lignende. Her bliver jeg rigtig tit bange. Bange for at være dum. Inkompetent. Sjusket, misforstå opgaven eller ikke være grundig nok. Jeg har tidligere lidt af mareridt, hvor jeg blev jagtet rundt i København af Finanstilsynet. Det fortæller jeg om her 

Jeg indså dog på et tidspunkt – som en mindre bange person nok ville have forstået på et tidligt stadie – at jeg aldrig ville blive færdig, hvis jeg ikke kom i gang. Og så en dag, hvor jeg havde en masse inden i mig, men ikke turde begynde at skrive af frygt for at være dum. Inkompetent. Sjusket, misforstå opgaven eller ikke være grundig nok. SÅ gjorde jeg noget andet.

Jeg lavede et nyt dokument. Skrev øverst på siden BAVLEVERSION. Med Ekstrablads typer. Røde. Og markerede med gult. Sådan. Nu kunne ingen, der faldt over mit dokument være i tvivl om, at det ikke var færdigt. Og så hældte jeg alt ud, der var i mit hoved. Det hele, rub og stub. Uden at tænke på, at det skulle være klogt. Færdigt. Komplet. Grundigt. Dygtigt. Gemte det. Og lod det ligge et par dage. Og da jeg tog det frem igen og læste det, kunne jeg se på det med andre øjne. Og kunne se, at det VAR klogt. Færdigt. Komplet. Grundigt. Og dygtigt. Ok, måske ikke helt færdigt, jeg pudsede af, flyttede lidt rundt på afsnit og skrev til, men jeg var ikke længere bange, og resten var let.

Så det er blevet mit hemmelige våben. Eller rettere værktøj, det er et mindre krigerisk ord. For det er netop et sikkert sted, hvor det krigeriske og kritiske og fordømmende ikke kan komme ind. En kravlegård, hvor intet ondt sker. For jeg leger jo bare i bavleversionen, ikk?

Det er mit rum til at være dum.Jenny Bagger

OM JENNY

JHvem er jeg? Et puslespil på tusinder af brikker, men nogle af de store er: mor til tre, skriveglad, madøre, storelsker af hygge – og så lige selvstændig konsulent.