Som et ekstra lag hud, ligger den stramt om hele min krop.

Som hud der er vasket med en udtørrende sæbe og ikke har fået creme på bagefter.

Det er ikke kun mine arme, den holder ind til kroppen, det er en specialsyet heldragts-sag, der holder. Sammen. På. Det. Hele. Og flakser en arm eller spjætter et ben, får den lige et hak mere ind.

Den er syet af skam, den er foret med angst for at fylde for meget, dens tråd er mindreværd og spænderne er lavet af betinget kærlighed.

Effektivt lyddæmpende. Glædesdæmpende. Kreativitetsdæmpende.

Camouflagefunktion, der kan aktiveres ved behov for at falde i et med omgivelserne.

Men nu er det nok.

Den bortgives, hvis nogen ellers kan bruge den.

En kreativ tankegang er klart at foretrække her. Den kan muligvis bruges til haveaffald. Eller fugleskræmsel (den er altså virkelig uhyggelig).

Ellers sender jeg den til genbrug, så fibrene kan genanvendes mere kærligt.

Jeg er i hvert fald færdig med den.

Klipper strop efter strop over og løsner spænde efter spænde. Strækker mig og folder mig ud.

Det føles farligt at give slip. For den har ikke kun været begrænsende, den har også været beskyttende. En adskillelse mellem verden og mig, et forsvar.

Men nu er det tid.

Skammen skal mødes med kærlighed, deles og sættes fri.

For skam lever kun i mørket. I stilheden.

Angsten for at fylde for meget og være anderledes skal tages i hånden og ledes kærligt på vej. Mindreværd ledsages af erkendelsen af, at alle mennesker har en plads og en værdi.

Derfor har jeg det også.

OM JENNY

J

Hvem er jeg? Et puslespil på tusinder af brikker, men nogle af de store er: mor til tre, skriveglad, madøre, storelsker af hygge – og så lige selvstændig konsulent.