Advarsel:

Jeg har i nærværende artikel valgt at bruge ordet ”tyk” da det er det ord grupperingerne selv bruger i deres budskaber, og der er på begge fronter, temmelig delte meninger om tykhed, overvægt, bodyshaming, kropskærlighed og sundhed.

Og nu til artiklen. 

Der er åbenbart to slags ”fronter” i kamp lige for tiden;

På den ene side, tykke (primært kvinder), der mener at hele samfundet forherliger de tynde og hader de tykke, på alle områder. At tykke bliver udskammet, set ned på, fravalgt og shamet på alle fronter. Ikke på individ-niveau men på samfundsniveu.

På den anden side, tykke (primært kvinder) der gerne vil acceptere og elske deres krop, uanset form, størrelse og vægt. Som ikke (nødvendigvis) giver samfundet skylden, men gerne vil sprede et positivt budskab omkring forskellige kropsidealer og være glad i den krop de nu engang har.

En aktivist-gruppe, har gjort sig til fortaler for hvad ”rigtig” tykhed er, og giver samfundet skylden for, at tykke bliver udskammet og fravalgt. De mener ikke at man (blot) skal elske sig selv og sin (tykke) krop, men derimod aktivere mod tyk-udskamning, og at sundhed og tykhed/overvægt ikke nødvendigvis hænger sammen.

Jeg er helt enig i, at sundhed og overvægt ikke altid hænger sammen. Der kan være tusind grunde til overvægt/manglende vægttab og tusind grunde til undervægt/manglende vægtøgning.

Og det er jo sandt, at vi ofte roser et vægttab men fortier en vægtøgning, af frygt for udfaldet. Man kan godt være tyk og sund og man kan godt være tynd og usund.

Sundhed behøver nødvendigvis ikke have noget med vægten at gøre. Sundhed er, for mig, det du spiser, det du tænker, det du føler, det du mærker, det du udstråler, det du aktivt gør i hverdagen for at FØLE dig sund eller FØLE dig tilfreds med dig selv og den krop du har lige nu. Du kan sagtens veje 40 kg. og hade din krop. Eller veje 100 kg. og hade din krop.

Begge dele er lige usundt, uanset vægten, hvis du spørger mig.

Der findes masser af forskning der viser, at overvægt er skidt for vores helbred, særligt på lang sigt. Men det må være op til den enkelte, hvad de føler omkring deres krop og deres vægt. Mange kilo er ikke kun lig med fedt og overvægt. Kilo er også muskler. Kilo er også fordeling af højde og drøjde. Der er forskel på om fedtet sidder på lårene, på maven, på bagen eller på armene.

Men fedtet må heller ikke blive en sovepude af (misforstået?) accept og selvkærlighed, hvis det på sigt måske betyder sygdomme og ubalancer. Her må den enkelte finde sin egen balance og sin egen tolerance for, hvad der føles rigtigt og forkert.

Ingen skal gøre sig til dommer overfor, hvornår man er for tyk, ”rigtig” tyk, usund eller for tynd. Og lad det  aldrig være forbudt at udtrykke bekymring og kærlighed, uden at det nødvendigvis betyder, at man udskammer og dikterer hvad der rigtigt og forkert. <3

OM RIKKE

Rikke er uddannet Kostvejleder, Ernæringsterapeut og Naturpath IBM. Siden 2012 har hun uddannet sig inden for kost, ernæring og sundhed. Se mere om Rikke og de forløb hun udbyder her

Måden vi spiser, tænker og agerer på, har stor indflydelse om vi forbliver syge eller mindre syge, og med den rette støtteterapi i form af mad, drikke, urter, tilskud, motion, søvn, væske osv. er vi i stand til at forblive så sunde og raske som overhoved muligt. Jeg har specialiseret mig indenfor, at lokalisere og forbedre de dybereliggende årsager til vores sygdomsbillede og hvordan man  bedst muligt støtter og hjælper kroppen tilbage den sundeste helbredsmæssige tilstand, der er muligt. Rikke Petersen

FØLG RIKKE

INSTAGRAM FACEBOOK E-MAIL