Om lidt bliver det Oscar-tid. Helt præcist den 24/2 er det igen blevet tid til at Hollywood fejrer sig selv, og vi andre fejrer med. I et brag af højstemte vibrationer, glitter og tidens puls. Jeg kan ikke undgå at blive fascineret af det. Af sammensætningen af de nominerede film og af hvem priserne går til især, fordi der deri også er en tidspuls og en trend, der influeres ikke bare af hvad der er moderigtigt, men af hvad der er politisk korrekt og hvad der er definetely not. For eksempel fik Casey Affleck i 2017 en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Han fik den overleveret af smukke Brie Larson med det traditionelle kindkys, men mens salon brød ud i stående klapsalver stod netop Bries kropssprog i skærende kontrast: Ikke bare undlod hun at klappe, hvilket jo i sig selv var iøjnefaldende – hun gjorde det også med en sådan pondus i sit kropssprog, at ingen kunne være i tvivl om at det var et statement. Hvilket statement var så vigtigt? Mjo – Affleck var blevet anklaget for upassende seksuel adfærd overfor 2 kvinder, som han havde arbejdet med på et filmset. Sagen blev der lagt låg på med et økonomisk forlig – men Bries kropssprog bragte sagen op på forsiden af medierne igen. Uretfærdigt? Det skal jeg ikke kunne sige. Hvis det er uretfærdigt, blev det i hvert fald nu endnu mere uretfærdigt: Affleck meddelte nemlig, at han ikke ville deltage i det efterfølgende års Oscaruddeling og dermed frasagde han sig den traditionsbundne ære at overlevere statuen til Bedste Kvindelige Hovedrolle 2018. Det gjorde han selvfølgelig i kraft af den allestedsnærværende MeToo kampagne. Måske gjorde han klogt i det, for som tidens mediedækning er, behøves der jo ikke beviser, for at man i medierne kendes skyldig. Men inden i mig bjæffer den indre svinehund altså en smule i kor med MeToo-kvinderne: For HVIS han var skyldig, ja, så var dette justice come true. Jeg tænker at sandheden vil forblive ukendt af alle os, der ikke var til stede på settet den dag hvor det påståede overgreb fandt sted. I øvrigt endte historien med næsten at blive overset, da La La Land blev kåret som Bedste Film  – 2 minutter før Moonlight, der faktisk havde vundet prisen.

Det er de menneskelige historier og skæbner, det er stemninger og underfundige politiske hints der interesserer mig til The Oscars. For uanset umuligheden af ikke at blive fascineret af de overdådige mængder af glamour: Jeg finder det en smule ensformigt og ikke-så-vældig-vedkommende. Jeg finder det en smule trist med al den ensretning af skønhedsidealer og de betydelige mængder af læbefillers, antiaging operationer, diverse lifts og den store brug af implantater. For mig er det ikke skønt, simpelthen.  Og jeg tænker, at min interesse i og motivation for at se showet ville se anderledes ud hvis jeg var intenst interesseret i og vidende om modens strømninger, for eksempel. Det er jeg overhovedet ikke. 

I år vil jeg nøjes med sammendrag af Oscarshowets højdepunkter, for helt forbigå verdens måske største glimmershow er jeg alligevel ikke sikker på at jeg vil. Til gengæld vil jeg se alt hvad muligt er af et andet prisuddelingsshow: The Ig Nobel prize er en årlig uddeling af en nobelpris med et twist. Her fejrer nogle af de ret skøre forskere eller i hvert fald skøre forskningsundersøgelser som i løbet af året har fået os først til at smile – og dernæst til at tænke. For eksempel fik en gruppe forskere i 2017 en Ig nobelpris for et studie som viser, at hvis man regelmæssigt spiller didgeridoo mindsker det både obstruktiv søvnapnø og tendens til at snorke. Det mest crazy er kategorien som forskerne vandt, nemlig fredsprisen. Men mon ikke studiet, når vi er færdige med at grine, igangsætter ny forskning om hvordan man ellers med træning kan påvirke apnø og tendens til at snorke? Og sidste år vandt en forskergruppe en pris ved at påvise, at vineksperter (eller vinkypere) kan dufte sig til, om der er en flue i et glas med vin. Jeg ved ikke helt, hvad det siger om vinen  – men det siger i hvert fald noget om, at vi kan meget mere med vores sanser end vi i udgangspunktet antager. Mit klinikerhjerte frydes!

Ig nobelpris-uddelingen er tosset, naturligvis, men det er lige præcis så tosset, at jeg da er nysgerrig nok til at følge med. Nogen vil sige at man kan argumentere på samme måde for at tænde for Oscar showet, måske. Jeg glæder mig til begge: Glimmer og brainfood, hver til sin tid!

Ig eller Oscar – herfra skal til begge uddelinger lyde et ønske om at den mest værdige kandidat må vinde and a very good luck to them all.

OM HELLE

Helle Rechter er højt specialiseret i integreret manuel terapi af bevægeapparatet, det viscerale system og nervesystemet. Med anatomisk præcision arbejder hun udfra forståelsen af at vores strukturer, følelser, tanker og energi er en helhed. I sin klinik i Køge behandler hun komplicerede smerteproblemstillinger og stressrelaterede gener m.m. hos især kvinder og børn i alle aldre.

Kroppens sprog er på samme tid vores mest grundlæggende og mest avancerede udtryksform. Helt Fundament-talt.Helle Rechter

FØLG HELLE