Årh hvor jeg glæder mig til ____________! Indsæt i flæng:

  • Weekenden
  • Sommerferien
  • Når børnene sover
  • Når børnene bliver større
  • Jeg er færdig med denne her opgave på arbejdet

Og når jeg så kommer dertil, er der en ny liste af ”jeg glæder mig til”, der lægger målet længere ud i fremtiden end lige nu. Samtidig strækker tankespindet væk fra nuet sig også tilbage til fortiden.

Jeg fremkalder de mentale billeder af sommerferie ved stranden eller i sommerhus eller på rejse til Langbortistan, bortredigerer i et snuptag børn der skændes, sand i solcremen, stressen, der fylder, når vi skal nå en færge eller et fly eller spise en is, inden den ender på trøjen.

Vips, væk med det!

Og tilbage er solmættede dage – eller varm regn der falder blidt på den fredfyldte måde – blomstrende haver, børn med bløde, bare fødder, kys i skyggen og storslåede solnedgange over havet, mens ungerne kaster sten i vandet. Lydsporet er nænsomt skruet ned, og skammen over at forstyrre de andre perfekte familier er visket væk. Og så er der selvfølgelig hjemmelavet solbærsaft et eller andet sted. Og patchworktæpper i sarte farver. Uden pletter. Trods solbærsaften.

Det er så yndigt.

Og løgn? Hmmm, på en måde.

Men på en anden måde ikke, for billedet er sandt, selvom det er redigeret.

Men, det er anderledes fordi jeg har sluppet frygten, som levede i de enkelte øjeblikke. Frygten for ”at det går galt”, for at jeg gør noget forkert, for at andre bliver sure, for den ukendte faktor, der rammer mig i baghovedet, når jeg er allermest lykkelig og rolig.

Og jeg har sluppet kontrollen.

For i bakspejlet kan tilliden trives, tilliden til at alt er godt og er som det skal være, Det er trygt.

Men det er også tomt først at nyde bagefter.

Fordi det, der er ved de her erindringsbilleder, er, at de nok er smukke og perfekte, men de er uden reelt liv. Der mangler følelser. Og øjeblikket ER gået og kommer aldrig igen, og derfor er de også for mig ofte kædet sammen med en længsel efter at gå tilbage og opleve igen.

At være i nuet kræver tillid. Tillid til at alt er som det skal være – på en eller anden måde – og at egentlig kontrol er en illusion.

Så jeg arbejder med at slippe kontrollen og acceptere frygten for alt det, der kan ske. Accept betyder ikke passivitet. Men anerkendelse af at frygten er der, for så behøver jeg ikke flygte fra den eller begrave den under noget andet.

Når det lykkes, lander jeg i nuet.

Tillid handler for mig om, at selvom tingene ikke er, som jeg ønsker, de skal være, så er de, som det er meningen, de skal være. Bevæger sig eller bevæger mig, det hele passer sammen. Som en fisk i vandet, hvor vandet er formet omkring fisken og flytter sig, når fisken svømmer, og det bliver ved med at ”passe” omkring fisken.

En helhed uden huller, som det er min opgave at fylde ud.

Jeg kan flytte mig, tage beslutninger og sætte min verden i bevægelse, men jeg kan og skal ikke kontrollere alt. Og jeg har frem for alt ikke det overordnede ansvar for helheden.

Jeg har længe troet, at det var min egen hemmelige brist, det der med at koble glæde og det at nyde et øjeblik sammen med en pludselig frygt for at noget dårligt sker, hvis jeg nyder og glædes. Indtil jeg læste den inspirerende bog Rising Strong af Brené Brown, hvori hun præsenterer konceptet ”foreboding joy” eller ”ildevarslende glæde”, som jeg oversætter det til for mig selv.

En frygt for at det gode ikke varer ved, som får mig til at fortynde glæden op med frygt for noget forfærdeligt i et eller andet håb om, at en katastrofe vil gøre mindre ondt, hvis jeg bare nyder det gode i mit liv mindre. Brené Brown skriver meget spændende om hendes forskning, der har vist, at denne noget blandende følelse er noget, mange mennesker har til fælles.

Modgiften er taknemmelighed.

Ikke for at plastre frygten til og lukke den inde, men for at styrke glæden ved at dyrke taknemmeligheden for det, vi har lige nu og her.

Ildevarslende glæde er for mig også bare en strategi ud af nuet. Og taknemmelighed bringer mig tilbage. Tillid og taknemmelighed er nært forbundne for mig. Taknemmelighed fører nemlig en følelse med sig, som bedst kan beskrives som en anerkendelse af min egen værdi.

Og når jeg føler min værdi, så har jeg også tillid til, at alt er som det skal være.

Og så er jeg der lige med et. I nuet.

OM JENNY

J

Hvem er jeg? Et puslespil på tusinder af brikker, men nogle af de store er: mor til tre, skriveglad, madøre, storelsker af hygge – og så lige selvstændig konsulent.